Roskilde festival 2008 evalueret. Også i maskulinitetsperspektiv
17. July, 2008
Den danske Roskilde festival 2008 er forbi. Utallige dimensioner fra en voksen-legeplads er gennemlevet og analyseret. Frygtelige - men også festlige - episoder er blevet knyttet til årets festival. På tragisk vis døde en ung 20-årig nordmand af hjertestop natten til onsdag - dagen inden åbningen af festivalen. Dødsfaldet havde sandsynligvis at gøre med indtagelsen af narkotika, skriver det danske dagblad Politiken. Således åbnede Orange Scene, traditionen tro, torsdag kl. 18.00 - men i år blev det med advarslen om, ikke at indtage narkotiske stoffer. Med dette i tankerne er dog én festivaldimension værd at studere i detaljen, nemlig festdimensionen. Engelske The Streets’ koncert, fredag nat kl. 01.00, var Roskildes absolutte højdepunkt.
Bortset fra det forfærdelige dødsfald af en ung mand, forløb Roskilde festival 2008 fredeligt. Måske til og med for fredeligt. Dagbladet Politiken sammenfatter, at Roskilde i år blev gensynet med en ”gammel ven” man ukritisk hylder, slet og ret fordi man momentant gribes af gensynsglæde. Solkinsvejret blev til og med udnævnt til Roskildes’ bedste begivenhed. Selvfølgelig er dette ikke hele sandheden men udtryk for, at kært barn har mange navne.
The Streets’ koncert var Roskilde festivals absolutte højdepunkt, betragtet ud fra et festperspektiv. Men bandet havde en del imod sig, eftersom de indtog Orange Scene efter den australske legende Nick Cave som i år ankom med sit nye band Grinderman: De fleste publikummer var mætte og fyldte af Nick Caves’ forrygende koncert og overvældende stil. Efter Caves’ varemærke: et forpjusket og insisterende maskulinitetstema der bønfalder om at komme i betragtning til selveste Livet, Kvinden og Kærligheden, overtog The Streets’ unge frontfigur og rapper Mike Skinner scenen.
Skinner har stor popularitet, men er vant til at holde fester i mindre format, som da han gæstede Roskilde festival i 2006 med pladespiller og mikrofon. I år havde Skinner et stort, sammensat orkester bag sig. Men det var ikke orkestret som skabte det brag af en fest som langsomt - men sikkert - fik et træt publikum til at blive, selvom de måske mest af alt havde lyst til at gå hjem i teltet og meditere over Caves’ insisteren.
Som rutineret dj ved Skinner naturligvis alt om festens forløb; hvordan den bygges op af pauser og forventning, daler og topper. Som ung rapper ved han også, at hans musik som handler om engelsk socialrealisme: venten i arbejdsløshedskøen; livet i forstadens betonbyggeri, næppe kunne overgå Caves’ giganteri. Alligevel lykkedes Skinner på forbløffende vis med et “light” - charmerende og uprætantiøst - maskulinitetstema i at overbevise sit publikum om en kollektiv “boy-meets-girl” fest.
Selvom de fleste publikummer ikke var parate til at tage tøjet af på Skinners’ gentagende opfordring, blev de fleste alligevel overbeviste om at kramme en ukendt sidekammerat, holde i hånd og hoppe i takt med et smil på læben. Skinner varmede således festen op med en guidning i flere, kollektive holden-i-hånd-hop der fik selv de bagerste tribuner til at ekspodere. Engelsk socialrealisme var blevet sekundært og festen var igang.
Som slutreplik inviterede Skinner naturligvis også de 40.000 publikummer til måneskinsbadning - senere på aftenen og sammen med ham - i campingarealets badesø! Skinner sejrede med stor sikkerhed, fordi han vidste, at han måtte indtage rollen som den charmerende yngling overfor Caves’ tyngde. Men han vidste også, hvordan publikum-management praktiseres og må improviseres for at skabe en positiv, kollektiv feststemning.
