Festivaler er ren musik-nostalgi!
23. July, 2008
Canal Street - Arendal Jazz og Blues festival - er i fuld gang. Norske deLillos ‘85 med frontfiguren Lars Lillo-Stenbergs’ sange forenede i går, tirsdag, Canal Streets’ publikum i fællessang, fællesdans og fælles følelser. Gamle sange som synges om og om igen fik alle - børn, voksne og gamle - til at smile, hoppe på stedet, synge højt - og råbe mere, mere, mere!
De fleste lande - således også Norge - har en national sangskat og musiktradition de kan være stolte af. Nærmest hele nationer vokser op med melodier, sangtekster og omkvæd som automatisk kommer til at ligge på deres læber. Det er deres - og ingen andres. Festivaler kan vække disse traditioner til live i ren musik-nostalgi.
Musik rummer et utroligt fællesskab - men også et fællesskab som udenforstående kan have svært ved at forstå. Musik er ikke bare musik. Musik er adskillige lag af følelser og minder. For en dansker (mig) var deLillos koncert et absolut studie i national musik-nostalgi.
“Nostalgi” betyder sædvanligvis fædrelandskærlighed og hjemstavnslængsel. Nostalgi er med andre ord et begreb for kollektive følelser som deles af en gruppe mennesker med et fælles tilhørsforhold. Dette tilhørsforhold betyder følelser for det almene: Landskabet, fødebyen, nationen - men også til en nations sangskatte.
Man kan definere musik-nostalgi til at betyde, at en hel nation ser sig i stand til at lade musikken transportere dem tilbage til det særlige og specielle for præcis deres opvækst, hjemstavn eller livsløb. Det interessante ved musik-nostalgi er, at følelsen af det specielle og unikke ikke bare er følelser den enkelte besidder. I musikken er det unikke og specielle for alle.
Musik bliver først musik når den lever i flere menneskers følelser, tanker og historie. På Canal Streets’ deLillos ‘85 genforeningskoncert blev publikum således i går henført til minderne fra alle de somre som er gået og de begivenheder som er levet: Skoleballerne, sommerferierne, bådturen istemt radioens hitparade blev vakt til live med sangen “Neste sommer”.
En af sangens linjer: “Vi skal snakke sammen om de samme gamle ting…” er værd at fremhæve som musik-nostalgisk. Det nostalgiske er kendetegnet ved at ingen keder sig ved gentagelser. Tværtimod er netop repertition det centrale. Innovation og fornyelse er for en stund sat på udskiftningsbænken.
Mere, mere, mere! Musik-nostalgi påminder os om, hvem vi var. Den påminder os om de ting, situationer og følelser vi var lige ved at glemme…